Dyrlægebrevkassen

Dyrlægen informerer om
PARASITTER I TARMEN HOS HUNDE OG KATTE

At hunde og katte kan have parasitter i tarmen (indvoldsorm) ved de fleste ejere. I Danmark er de almindeligst forekommende orm hos hunde og katte spolorm og bændelorm. Især hos hvalpe og killinger vil der vise sig symptomer som oppustet mave, hikke, diarré, hoste, utrivelighed, blodmangel, og naturligvis udskillelse af orm med afføring eller opkast.

Voksne dyr viser ofte ingen symptomer på at have indvoldsorm, men kan gå som skjulte smittebærere af sygdommen.

Har man konstateret, at ens hund eller kat udskiller orm, og fundet ud af, om det drejer sig om spolorm eller bændelorm, kan man gå til sin dyrlæge eller på apoteket, for at få den medicin, der er den mest effektive i det pågældende tilfælde.


Hvordan kan man opdage, om et dyr er smittet?

Især hos hvalpe og killinger, der ikke har opnået modstandskraft mod de forskellige ormeangreb, vil der kunne opstå sygdomssymptomer i forbindelse med angreb af indvoldsorm. På grund af parasitternes livsforløb i værtsdyrets krop, vil der vise sig symptomer som oppustet mave, hikke, diarré, hoste, utrivelighed, blodmangel, og naturligvis udskillelse af orm med afføring eller opkast.

Ved hvalpens første besøg hos dyrlægen for at blive vaccineret og sundhedsundersøgt, kan dyrlægen udtage en afføringsprøve og undersøge den for indvoldsorm.

Voksne dyr viser ofte ingen symptomer på at have indvoldsorm, men kan gå som skjulte smittebærere af sygdommen.


Hvilke orm drejer det sig om?

I Danmark er de almindeligst forekommende orm hos hunde og katte spolorm og bændelorm. I sjældnere tilfælde kan hunde, der udsættes for et kraftigt smittepres (kenneler, dårlig hygiejne og lignende) angribes af hageorm, og hunde og katte kan under lignende forhold angribes af forskellige arter af coccidier.


Kan man selv behandle dyr, der har orm?

Det kan man helt bestemt. Har man konstateret, at ens hund eller kat udskiller orm, og fundet ud af, om det drejer sig om spolorm eller bændelorm, kan man gå til sin dyrlæge eller på apoteket, for at få den medicin, der er den mest effektive i det pågældende tilfælde. Medicinen er oftest forsynet med udmærkede brugsanvisninger om behandlingsforløbet.


Kan man forebygge ormeangreb?

Ud fra sandheden om, at det er bedre at forebygge end at

helbrede, kan man i allerhøjeste grad prøve at forhindre, at et dyr bliver smittet med indvoldsorm. Som ved al anden sygdomsforebyggelse er en god hygiejne omkring dyrene af stor betydning. Hvalpe kan allerede i fosterstadiet have fået spolorm overført fra moderen, og det er derfor vigtigt at give drægtige tæver regelmæssige ormekure. Da lopper virker som mellemværter for visse bændelormearter, skal man forsøge at holde dyrene fri for lopper.

Endelig er det af stor betydning at give en forebyggende medicinsk behandlig af især hvalpe og killinger i deres opvækstperiode:

Når hvalpene og killingerne er under 8 uger behandles 2 gange med ca. 3 ugers mellemrum.

I alderen mellem 8 og 16 uger gives 1-2 behandlinger, f.eks. mellem vaccinationerne.

Herefter skal udekatte behandles en gang i kvartalet, mens indekatte og hunde kan nøjes med en behandling årligt.


Kan ormene smitte til forskellige dyrearter?

Som hovedregel har de spolorm, som er almindeligt forekommende hos hunde og katte kun formeringsevne på de enkelte dyrearter. Men én speciel spolormart og flere bændelormarter kan være fælles for hunde og katte, så behandling af begge dyrearter i en familie kan være nødvendigt.


Kan ormene smitte til mennesker?

Det vil kun være i meget sjældne tilfælde, at spolormæg, der optages i menneskets tarmkanal, vil udklækkes til larver, der vil kunne vandre til f.eks. øjevævet.

Hvis der bliver konstateret toxoplasmose (en speciel coccidie) hos en kat, bør de mennesker, der har kontakt med katten, og i ganske særlig grad gravide kvinder i den første trediedel af svangerskabet, have en meget hygiejnisk omgang med katten og dens omgivelser, da disse toxoplasmer kan smitte til mennesker, og i ganske særlig grad kan være farlige for fosteret.

I det hele taget bør man have en hygiejnisk omgang med hunde og katte, der er inficeret med indvoldsorm !


Spolorm

Spolorm er 5 - 15 cm lange trådformede orme, der formerer sig i værtsdyrets tyndtarm, hvor hunnerne lægger i bunkevis af æg, som med afføringen kommer ud i det fri, og kan optages af en ny vært. I den nye værts tyndtarm klækkes æggene, og de mikroskopiske larver foretager en vandring igennem værtsdyrets lever, lunger og svælg hvorefter de synkes og udvikles til kønsmodne orm i tyndtarmen, hvor de atter lægger æg. Somme tider lever spolormlarverne i andre af værtsdyrets organer, og kan så senere, f.eks. ved drægtighed hos en tæve blive aktive og derefter invadere fostrene, så de fødes med en ormeinfektion.


Bændelorm

Bændelorm er lange, flade orme, der lever i dyrenes tyndtarm.

Fra deres bagkrop afsnører de det ene led efter det andet, og det er disse led, man kan se, når de kommer ud af endetarmen. Hos katten ses de oftest som små risengrynslignende legemer, der sidder i hårene omkring kattens endetarmsåbning. Leddene er fulde af æg, er bevægelige og tørrer tilsidst ind og går i stykker, hvorefter æggene spises enten af loppelarver eller af mus, der fungerer som mellemværter for bændelormenes videre udvikling. Når lopperne eller musene spises af enten en kat eller en hund, udvikles nye bændelorm i deres tarm, og på den måde fortsætter kredsløbet.

Dyrlægen kan ved undersøgelse af en afføringsprøve fra dyrene

konstatere om de mikroskopiske æg fra de forskellige indvoldsorme findes i afføringen.

Har du spørgsmål om andre emner, er du velkommen til at kontakte os eller bruge dyrlægebrevkassen